Yoga

Yoga er mere populært end nogensinde. Og det er ikke uden grund at det over 5000 år gamle indiske system har noget at tilbyde os her i Vesten. Yoga betyder “forening”, og handler om, hvordan mennesket kan forene krop, sind og sjæl.

Fordele ved at dyrke yoga:
  • øget fysisk styrke, smidighed og udholdenhed
  • bedre holdning
  • bedre blodomløb
  • bedre søvn
  • forebyggelse af depression og stress
  • forbedring af tarmsystemet
  • øget lungekapacitet
  • øget kropsbevidsthed og balanceevne
  • skaber ro i krop og sind
  • accept af andre og dig selv

Yoga-asanas er de fysiske øvelser, der udføres for at bringe kroppen, sindet og åndedrættet i balance. Idag tilbydes heldigvis rigtig mange former for yoga, så det er muligt at finde lige netop den yoga stil, der passer til dig.

Mange dyrker yoga for at holde sig i form, men den oprindelige idé bag de fysiske øvelser er at fremme en dybere krop/sjæl bevidsthed.

Ved at hele og balancere den fysiske krop, hjælper du også dig selv til klarhed og fokus på din psykiske side. Hvis du praktiserer yoga jævnligt, vil du blive overrasket over, at du bygger meget mere op end en stærk og fleksibel krop.

Yoga er et rigtig godt system, hvis du søger lindring af særlige skavanker som for eksempel muskelspændinger eller rygsmerter.

“Pranyama” betyder kontrol af livsenergien. Formålet med Pranayama i yogaundervisningen er at bringe livsenergien i balance og bringe sindet til ro. Derfor er blide åndedrætsøvelser en del af yogaundervisningen.

Nogle af øvelserne vil foregå i forskellige niveauer, så hvis du har lavet yoga før kan du arbejde med stillingerne og forsøge at komme lidt dybere og udfordre dig selv. Du er altid velkommen til at holde pauser undervejs.

Du vil blive opmærksom på kroppens behov; om den har brug for styrke og udfordring eller om den har mere brug for omsorg, afspænding og hvile.

Når der løsnes op for spændte muskler, kan du opleve at der kommer fortrængte følelser op. Accepten af dette er en proces og et skridt på vejen til at lære dig selv og din krop bedre at kende.

Jeg slutter altid af med en behagelig afspænding, og måske en let meditation, som er en vigtig del af yogaen.
Det er her sindet afstresses og kroppen genopbygges.
Kroppen har en fænomenal evne til at heale sig selv under de rette betingelser. Hvile er ligeså vigtig som bevægelse i hverdagen.