At have en spiseforstyrrelse er altid et tegn på, at et menneske er i store vanskeligheder både i sit ydre liv, i forhold til omgivelserne og i sit indre liv, i forhold til sig selv.

Det, som personen gør, med mad, spisning, krop og vægt er ikke selve problemet, men tværtimod blot symptomer på dybereliggende problemer, som personen slås med i sit liv.

Uden den grundlæggende forståelse for, at spiseforstyrrelser er et psykologisk problem, der angår personligheds- og følelsesmæssige forhold i personens liv, er det alt for let at komme til at gå ind i en kamp om symptomer og forsøge at fravriste den spiseforstyrrede den overlevelsesstrategi, som han eller hun oplever, som livsnødvendig mod overvældende følelser som fx angst, vrede, sorg, skam og ensomhed.

Sulten, opkastningerne eller maden kan forsøges brugt til at lindre eller fjerne overvældende følelser.

Den indre solide selvværdsfølelse mangler hos den spiseforstyrrede, dvs at kunne føle sig som et værdifuldt og værdsat menneske blot i kraft af sig selv, og ikke i kraft af ydre forhold som præstationer eller udseende.

Udover de bagvedliggende årsagsforhold, kan der være hændelser, der er forbundet med et stort følelsesmæssigt pres, der sætter spiseforstyrrelsen igang - fx store præstationskrav, kærestesorg eller andre store skift / tab i livet.

Fra erkendelse til helbredelse
At komme ud af en spiseforstyrrelse kræver et stort stykke personligt arbejde, som kun den spiseforstyrrede selv kan vælge at gå ind i.

Den forandring, der sker for andres skyld eller gennem straf og belønning vil ikke være stabil og vedvarende, fordi den er fremkommet gennem ydre regulering og tvang og ikke gennem den nødvendige indre parathed og psykologiske vækstproces.

At lære at udvikle et omsorgsfuldt, beskyttende, handlekraftigt og grænsesættende jeg, der er i kontakt med sine følelsesmæssige og kropslige sider er en proces, som tager tid, og der vil ofte være tale om en periode, der vil strække sig fra måneder til flere år - måske resten af livet.

Det kræver erkendelse, mod og tålmodighed at arbejde med sig selv på et dybere plan.

Det er vigtigt for omgivelserne at indstille sig på, at helbredelsesprocessen vil være længerevarende, at den vil involvere op- og nedture, frem- og tilbageskridt som alle andre processer, der indebærer forandring. 

 

Det er min fornemste opgave at støtte dig på din rejse til at komme ud af din spiseforstyrrelse. Dette vil foregå på en tryg måde, hvor jeg vil møde dig, dér hvor du har brug for at blive mødt, for at kunne finde troen på dig selv og dine ressourcer. Og jeg vil være dér, hvor du synes livet er smertefuldt og måske ulideligt.

Selve terapien foregår i behagelige lokaler på Øster Farimagsgade 8, st. th., 2100 København Ø

 

Jeg har erfaring med samtaleterapi, tegneterapi og kropsterapi og har arbejdet med klienter i terapi siden 2009. Inden da arbejdede jeg 10 år som sygeplejerske i psykiatrien. 

 

Har du spørgsmål eller ønsker du at bestille en tid kan du kontakte mig på: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. / 30250957

 

jeg er rigtig glad for at have mødt dig, og du har allerede gjort en stor forskel i mit liv. Det skal du virkelig have tak for...

Sarah, 21 år

Monas talent er at følge og udfordre klientens udtryk, kropsligt, metaforisk, billedligt og poetisk. Mona har et klart blik for klientens skjulte viden, det underbevidste, og støtter klienten i at hente informationer frem og integrere denne viden til forståelse

Maria Bergman, Oplevelses orienteret psykoterapeut